tirsdag den 22. juli 2008

Orson Scott Card: Ender´s strategi


"Ender´s strategi" er en intens science-fiction roman, hvor børn gøres til små soldater i kampen mod "the buggers". Er Ender mon vidunderbarnet, der kan stå mål med forventningerne og redde menneskeheden fra udslettelse? Og hvad med hans to mindst lige så intelligente søskende Valentine og Peter?

Haruki Murakami: Kafka på stranden


På sin femtenårs fødselsdag stikker Kafka Tamura af hjemmefra. Blandt de få ting, han tager med, er et fotografi af ham selv og hans storesøster fra dengang, han var tre år, og hun var ni. De sidder på en strand og ler lykkeligt.
Men Kafka kan slet ikke huske, at han har været lykkelig. Han har hverken set sin mor eller sin søster siden dengang, og hans far, som han nu flygter fra, har plantet en sælsom spådom hos ham. Han stiger på natbussen i Tokyo og påbegynder sin rejse mod øen Shikoku, som han føler sig draget imod, og hvor ingen vil finde på at lede efter ham.

William Golding: Fluernes herre


Under en atomkrig strander en flok engelske skoledrenge på en øde koralø. Her begynder de at indrette et samfund på deres helt egne præmisser.

Peter Øvig Knudsen: Birkedal - en torturbøddel og hans kvinder


Billede af den lovløshed, der prægede Danmark i tiden efter politiets internering i september 1944. Peter Øvig Knudsen tager udgangspunkt i den utrolige historie om den velbegavede og charmerende århusianske grosserersøn Ib Birkedal Hansen, der endte som torturbøddel for Gestapo: Den person, tyskerne henvendte sig til, når der var virkelig hårdføre benægtere blandt de modstandsfolk, der skulle forhøres. Og han svigtede aldrig. Med eksempelløs råhed og brutalitet, loyale kammerater og kvindelige lokkeduer spredte han skræk og rædsel omkring sig.

Arthur Conan Doyle: Baskervilles hund


Sir Charles Baskerville findes død på Dartmoor-heden, og der er spor af en kæmpestor hund ved liget. Sherlock Holmes og Dr. Watson hjælper den unge arving, sir Henry Baskerville, der trues på livet, og løser mysteriet

Khaled Hosseini: Drageløberen


Hassan er Amirs bedste ven. Det er ganske vist ikke noget han taler om, endsige selv erkender, for naturligvis kan man ikke være ven med sønnen af en tjener, en hazara, en af de laveststående i Afghanistan. Utænkeligt! Ikke desto mindre er Hassan Amirs bedste ven, og tilsammen udgør de et formidabelt par under den årlige drageturnering. Amir nedlægger dragerne, og Hassan løber dem op og bringer dem hjem i triumf.Indtil drageturneringen i vinteren 1975 hvor det hele går så skrækkelig galt.
Den dag mister Hassan sin bedste ven, og snart må han og hans højtelskede far forlade det hjem de har haft hos Amirs far. Få år efter rykker russerne ind i Kabul, krigen bryder ud, og Amir og hans far må under dramatiske omstændigheder flygte ud af landet til USA.Det er muligt at gøre uret god igen. Det er de ord der runger i Amirs ører, da han mange år efter kaldes tilbage til Afghanistan. Den sorte samvittighed der har plaget ham lige siden den vinterdag i 1975, overdøver nu alle advarsler om at holde sig langt væk fra det talibanstyrede hjemland, for dette er hans sidste chance for at sone den synd han begik mod sin barndoms bedste ven.

Helle Helle: Rødby-Puttgarden


Jane og Tine er søstre og bor i Rødbyhavn. De arbejder som ekspeditricer i parfumeriet på færgeoverfarten Rødby-Puttgarden. Rundt omkring dem dør folk på stribe, sådan er det på de kanter. Mænd går ind og ud af deres liv, på samme måde var det også for deres mor og hendes mor igen.

Jonathan Swift: Gullivers rejser


Den eventyrlystne Gulliver driver i 1699 i land på en ø efter et skibsforlis og vågner op bastet og bundet, mens små bitte mennesker kravler omkring på ham. Han erkommet til kejserdømmet Lilleput.

Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien


Roman om herboristen, ligrøveren og kvaksalveren Giuseppe Emanuele Pagamino, der i 1348 kommer til det pestramte Firenze for at se, hvad der er at erhverve af kostbarheder dér. I et hus fyldt med lig finder han drengen Arturo, som sammen med æslet Bonifacius bliver Giuseppes tro følgesvend. Sammen kommer de ud for mange (u)sandsynlige hændelser i Giuseppes jagt på en fingernegl fra et djævlebarn - den eneste ingrediens han mangler for at kunne færdigbrygge sin udødelighedsdrik.

Douglas Coupland: Mikroslaver


Dagbogsoptegnelser fra 1993-1995 af computergeek'en Daniel Underwood, der arbejder i døgndrift hos Microsoft, indtil han og nogle venner skaber eget firma, hvor konceptet er et computerprogram - en 3D-simulation - inspireret af Lego-klodser.

Leif Panduro: Høfeber


Vittig og overstadig satire om en velmeriteret dommer i Hillerød, der pludselig begynder at opføre sig besynderligt.

mandag den 21. juli 2008

Herman Melville: Moby Dick


Fortællingen om den unge Ismael, hvis eneste ønske er at blive hvalfanger. Sammen med sin indfødte ven får han hyre på en hvalfangerbåd med en gal kaptajn, hvis eneste mål er at få ram på den hvide dræberhval, Moby Dick.